Privatfoto

Alpenländische Dachsbracke anerkendes i 1991 af FCI som den tredje schweisshund efter Hanoveransk schweisshund og Bayersk bjergschweisshund. I Tyskland, der er det næststørste land for racen, avles der omkring 100 hvalpe om året, der udelukkende sælges til jægere og schweisshundeførere.

På grund af sin relativt mindre størrelse har racen lettere ved at stille hjortevildt og vildsvin, da den mindre hund af vildtet ikke opfattes som en så stor fare som f.eks. en tysk ruhåret hønsehund eller en stor labrador, der ofte anvendes som schweisshunde i Danmark. Schweisshundeføreren, der fører en Alpenländische  Dachsbracke, kan derfor hurtigere komme til skud på et stykke anskudt eller påkørt stykke vildt, der er i stand til at tage flugten. Racen trækker også uden videre mindre vildt som råvildt og mindre vildsvin ned og holder det, til føreren kommer eller kvæler det.

Racen anvendes også i nogen udstrækning som støver efter hare og ræv, men kan sagtens drive med større hjortevildt og vildsvin. Racen føres ofte af schweisshundeførere, skovfogeder eller professionelle jægere i Østrig og Tyskland. Racen anvendes også i Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Polen, Sverige og Norge. Der er sågar solgt hunde til USA. Ejer fik kun lov til at købe hvalpen, fordi han havde en ambition om at bruge hunden som professionel schweisshundefører i Danmark.

Generel beskrivelse

Kortbenet, kraftig jagthund med robust, stærk knoglebygning af kroppen, tæt hårlag og fast muskulatur. Skulderhøjde mellem 34-42 cm. Racen forekommer i to farvevarianter – hjortrød eller sort/brun, hvor hjortrød er den hyppigst forekommende.

Temperament

Racen er kendetegnet ved sit omgængelige, rolige og tålmodige temperament, der bl.a. gør den til en meget vedholdende sporhund uanset om sporet er 8 eller 24 timer gammelt, 200 meter eller 1500 meter langt. Racen er meget glad for mennesker også børn og knytter sig tæt til sin familie, men det er en brugshund, der optimalt skal med på reviret dagligt og bruges meget. Indendørs er den rolig og venter på, at den skal bruges. Racen er relativt vagtsom overfor ejers hus og bil, ligesom den passer på det fundne vildt om nødvendigt. Racen kræver en fører med god indfølingsevne og tid til hunden. Det er ikke en hund, der skal stå i en løbegård altid!

Motivation for lige netop denne race

Ejeren, der har importeret hunden som en 8 ugers hvalp fra Brandenburg i Tyskland, har valgt lige netop denne race, da han dels er passioneret riffeljæger og altid har sin hund med på riffeljagt og dels har en ambition om at blive registreret schweisshundefører i Nordvest Sjælland, hvor der ikke er så mange registrerede schweisshunde. Unghunden er nu 9½ måned og med sine 14 kilo, kan den uden videre tages med op i et jagttårn og kan sagtens forholde sig stille selv ved synligt vildt.

Privatfoto

Hunden er let at træne og meget glad for sporarbejde, der ud over almindelig lydighed er den disciplin, der trænes flere gange ugentligt. Efter bestået 3 timers 400 meter schweissprøve, gik hunden først et 5½ timers gammelt spor og derefter et overnatningsspor med 17 timers liggetid, og det klarede Fie vom Döllnfliess, som hunden hedder, uden problemer, så næste mål er 20 timers 400 meter spor, så snart det kan lade sig gøre.

Racen og Fie har på alle måder levet op til de forventninger, vi havde til en brugs- og familiehund, så vi glæder os til at arbejde videre med og leve sammen med Fie ?? – udtaler ejer og fører Axel Arentoft.