Kasper Larsson
Det er alment kendt, at hunde og postbude ikke er de bedste venner. I hvert fald ikke, hvis man skal tro de gamle myter. Og mange beskyttende hunde synes bestemt ikke at nyde tanken om fremmede, der hver dag kommer anstigende på deres enemærker, og larmer ved postkassen. Men i en moderne tid med større fokus på opdragelse og positiv indflydelse på hunden, findes der flere eksempler på akkurat det modsatte – at hunden og postbuddet er bedste venner. Et fantastisk klip der i denne tid florerer på Facebook antyder i hvert fald stærkt, at de firbenede og de tohjulede godt kan enes. Videoen er optaget af Michael Collins, der roser postbuddet med teksten: Jeg ville lige dele noget sejt. Hver dag, hvad end han har post med eller ej, så stopper dette postbud altid for at hilse på min hund, som kun er ni måneder gammel. Videoen viser postbuddet, der hver dag standser for at hilse på Michael Collins’ hund. Efter et par sekunder skilles deres veje igen, for blot at mødes samme sted dagen efter. Kilde: Mirror.co.uk