Tine Luther
Mange hundeejere har problemer med at modstå et bedende blik fra hunden, som gerne vil have en bid kage, en frikadelle eller andet lækkert. En enkelt frikadelle ekstra betyder måske ikke det store for et voksent menneske – men for en lille hund er det ekstra kalorieindtag procentvis ret stort. Man bør holde sig i skindet, når det gælder den ekstra ”forkælelse” af hunden, for overvægt blandt hunde bliver et mere og mere almindeligt problem. Også hunde kan få fedmerelaterede sygdomme – eksempel diabetes, ledproblemer, hjertesygdomme, leversygdomme, problemer med bugspytkirtlen og mave/tarm–problemer. Mindre mad - mere motion Netdyredoktor anslår, at 50% af de danske hunde vejer for meget. Det er da noget at tænke over! Hunden skal kun indtage de kalorier, den har brug for – og den skal have daglig motion. Den norske dyrlæge Birgitta Lövdahl har arbejdet som dyrlæge gennem 20 år og set udviklingens uheldige retning. Hun fortæller, at hun oftere og oftere må gøre hundeejere opmærksomme på, at deres hunde er overvægtige. Mellem 40 og 60 % af de hunde, hun ser i konsultationen, er for tykke. Omkring 15% er så meget for tykke, at hun ikke bare beder hundeejerne være opmærksomme på problemet – men om at gøre noget aktivt for at slanke hunden. Foderstand På en hund i korrekt foderstand kan man nemt mærke ribbenene under huden, og ser man på den oppe fra, er taljen synlig. Den overvægtige hunds talje er ikke markant, og ribbene er vanskelige at mærke grundet fedtlaget. På den deciderede fede hund kan ribbene ikke mærkes, og taljen er forsvundet. Kilder: nrk.no og netdyredoktor.dk