Anne Kristine Tollestrup
Julen er en tid, hvor der bliver hygget med venner og familie. Mange nye ting bliver fundet frem for at fejre den festlige højtid, dog er det vigtigt at være opmærksom på, om de firbenede kan komme til skade. Giftige planter Mange juleplanter er gifte for både børn, hunde og katte. Den populære julestjerne har blomster, der indeholder en giftig, mælkeagtig saft, som kan virke lokalirriterende. Hvis hunden fristes til at tage en bid, vil symptomerne vise sig som opkast, savlen, diarre, smerter i bugen samt temperaturstigning. For hvalpe kan denne forgiftning i sjældne tilfælde være dødbringende. Også misteltenens bær er giftige. Det er derfor vigtigt at fjerne disse, når de falder af grenen. Forgiftning af bærerne fra misteltenen giver symptomer som opkast, dirre og savlen. Det vides ikke, om denne forgiftning kan være dødbringende for dyr, men der er sket dødsfald blandt børn, der har spist mange bær. Kristtorn bør man også være varsom med, da dele af planten også kan give forgiftning. Juletræet Juletræet kan også skabe problemer, hvis hunden træder de spidse nåle op i poterne. Det er derfor vigtigt at fjerne nålene undervejs. Står juletræets fod i vand, er det vigtigt, at man ikke bruger kemikalier som f.eks. gødning, da hunden godt kan blive fristet til at tage en tår. Uanset om man bruger levende eller elektrisk lys, bør man være på vagt. Med levende lys får man hurtigt en svitset hale. Ledningen på den elektriske lyskæde kan friste og give forbrændinger i munden. Julegodter Det kan være fristende at lade hunden smage på de mange julegodter. Man skal dog huske på, at chokolade er giftigt for hunde. Kakaoen giver opkast, diarre, hyperaktivitet og kramper. Den fede julemad kan også give diarre, hvis hunden ikke er vant til så fed mad. Det er vigtigt, at man ikke glemmer de daglige gåture med hunden, da den også i julen har brug for sin daglige motion. Glædelig jul Vigtigst af alt er at huske på, at julen er en tid med mulighed for ekstra hygge – både med familien og hundene. Juleferien giver os rige muligheder for gåture i det fantastiske vintervejr – og for ekstra aktiviteter, der måske ikke er så god tid til i hverdagen. Hunden.dk ønsker alle en glædelig jul! Kilde: Dyrefondet