Tine Luther
Det gode vejr, vi har haft den seneste tid, har også sine bagsider – blandt andet kan det være årsag til, at giftige alger stortrives i vores søer og vandhuller. Blandt andet i Knudsø i Skanderborg Kommune og Thorsø i Silkeborg Kommune er der pt. mange blågrønalger, og kommunerne advarer derfor. Blågrønalgerne er meget påvirkelige af vejret, så mængden af dem reduceres hurtigt, hvis vejret er dem imod. Algerne producerer giftstoffer, som kan give udslæt og hudirritationer, hovedpine, svimmelhed, mavesmerter, opkast og diarré. Man kan undgå gener ved at følge disse simple regler: • Bad aldrig, hvis vandet er så uklart, at du ikke kan se dine egne tæer, når du vader ud, eller hvis vandet er grumset af fnug eller striber. • Bad ikke i bræmmer af sammenskyllede alger og lad ikke børn lege eller soppe i alger, der er skyllet op på strandbredden. • Lad ikke børn eller dyr drikke af algeholdigt vand • Lad ikke hunde svømme i algeholdigt vand Brug øjnene, følg med i lokalpressen og evt. på din kommunes hjemmeside for at sikre dig, at I undgår algefyldt vand. Se mere om alger på Naturstyrelsens hjemmeside (link under billedet til højre)