Hundekærlighed kender ingen pris

16-11-2020 12:24

Bjarke Kirkegaard Nielsen

I Turkmenistan kæmper befolkningen en hård kamp for at skaffe mad. Imens har landets diktator fået opført en guldstatue af sin yndlingshund

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Forestil dig, at vi her i Danmark sad lidt hårdt i det rent økonomisk. At vi havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Og lige netop, mens det hele så ekstra sort ud, så besluttede Mette Frederiksen, at der skulle bygges en enorm guldstatue af en dansk/svensk gårdhund.

Tjaahh det ville da naturligvis være en rigtig flot statue, men ville det være det rigtige tidspunkt at lave den slags på?

Det synes præsidenten i Turkmenistan åbenbart. Han har nemlig lige fået bygget en guldstatue af hunden Alabai, der er en centralasiatisk vogterhund, som er nationalrace i Turkmenistan. Det skriver tv2.dk.

Mens hovedstaden Asjkhabad har facader beklædt med marmor og nu altså også en kæmpe guldstatue af en hund, så kæmper befolkningen en daglig kamp med at få råd til mad, idet priserne stiger eksplosivt i landet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Men Præsident Gurbanguly Berdimuhammedows kærlighed til hunderacen er ægte. Han har tidligere udgivet en bog, der hylder racen. Blandt andet følgende digt:

Udrustet med en udødelig skæbne
er han et levende monument fra fortiden  
hans stemme, den ligner ingen andres
den ophøjede, turkmenske Alabai.

Han er heller ikke bleg for at give en alabai i gave til andre. For eksempel modtog Vladimir Putin en alabai i fødselsdagsgave af præsidenten.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout