Jørgen Metzdorff
Nornerne, de tre skæbnegudinder der spinder og klipper livets tråde i passende længder, gav Jarl (Sindra Jarl) en tråd på 6.635 dage (18 år, 2 måneder og én dag). Flankeret af Odins valkyrier har han krydset Bifrost på sin vej til Valhalla. Her finder han plads for bordenden af højbordet og bliver den nye Jarl af Valhalla. Her mødes han med glæde af familie og venner og vil tålmodigt vente på at blive genforenet med mig og mine andre hunde, om rigtig lang tid.
Jarl og jeg har altid haft et godt øje til hinanden, og så sent som i morges fik han mig til at grine højt. Jeg kom til at tænke på vores allerførste vandretur sammen i Island. Det var i det nordlige Island i sommeren 2011, hvor jeg fik betroet Jarl på en af de allerførste dagsture.
Jarl og jeg havde gode ben og var hurtigt kommet foran resten af gruppen. Vi havde dog fået følgeskab af Jarls søster Jörð, hvilket var fint, indtil Jörð og Jarl fik øje på en flok får. Hundene forsvandt op ad fjeldet efter fårene, og derfra var det rent kaos.
Resten af gruppen var vendt om, og der var intet signal, så jeg kunne ikke få fat på nogen gennem telefonen. Jeg løb opad og rendte forvildet rundt i fjeldet i mere end en time. Pludselig var de der, roligt logrende og klar til at komme med tilbage til gruppen.
Jeg skulle ikke risikere mere og satte hundene i snor – eller rettere, satte én af hundene i snor, da jeg jo aldrig havde fået mere end én line med. Jeg endte med at tage bæltet ud af mine vandreshorts og bruge det som hundesnor på den anden hund. Eneste problem var nu, at jeg ikke kunne holde shortsene oppe, og de blev ved med at glide ned på mine lår. Det endte med at blive ret akavet og har sikkert været et herligt syn.
Efter et stykke tid med bukserne nede om lårene endte jeg med at tage dem af og fortsætte nedstigningen i underbukser. Måske de om højbordet i Valhalla griner lige så meget af det, som mine islandske venner gjorde, da jeg langt om længe kom tilbage til lejren.
Jeg importerede Jarl til Danmark i december 2013. Han var da knap seks år gammel, og planen var, at han skulle bo hos en kammerat på Fyn. Forskellige ting gjorde, at jeg endte med at tage Jarl tilbage og lade ham indgå i min egen flok i stedet. Den bestod dengang af Jarls mor Sindra, en halvsøster til Jarl og en hanhund, som var nogle år ældre end Jarl. De to hanhunde var af bygning og sind meget lig hinanden, og de var fra første dag gode sammen og blev hurtigt de allerbedste venner.
Jarl tog imod alle med godt humør, og var der indimellem en hanhund, som udviste udadreagerende adfærd, vendte han blot bagenden til og koncentrerede sig om noget andet.
Jarl blev hurtigt både dansk og norsk udstillingschampion og har også både begyndermester- og øvetmester-titler inden for rally – en sport hvor han som veteran endda har været udtaget til DM.
Hele tre gange (i 2020, 2022 og 2023) har han også vundet “Wizardklassen” i Islandsk Fårehundeklubs traditionsrige Klubcup. Ideen med wizardklassen var at skabe en særskilt klasse for de ældste hunde – dem over 12 år – så de kunne sole sig blandt ligesindede og ikke skulle konkurrere i “pensionistklassen”, som tidligere var den ældste klasse og rummede alle hunde over otte år. Navnet “wizard” kan bl.a. oversættes til “meget klog eller dygtig”, hvilket passer på de ældste hunde.
Jarl blev udstillet sidste gang i forbindelse med Norsk Islandshundeklubs 30-års jubilæum i 2022. Dommer var racespecialisten Arne Foss, der kneb en tåre, mens han gav ham denne kritik:
“Snart 14,5 år. I meget god kondisjon. Ganske bra hode. Velbårne ører. Supre poter. Enkle sporer bak på begge. Velkroppet, meget god hale. Bra pelsstruktur mtp. alder og årstid. Utm. sidebevegelser. Herlig temperament. All heder til eier.”
Jeg kommer til at tænke på en anden tur, vi havde sammen i Island. Denne gang i sommeren 2013 i det nordvestlige Island, hvor vi vandrede rundt på fjeldet Stálfjall og ledte efter nogle gamle mineskakter.
Stálfjall indeholder brunkul, og under første verdenskrig, mens Island stadig var under dansk herredømme, blev der brudt brunkul i miner i fjeldet. I årene 1915–1917 arbejdede der ca. 40 mand med minedrift i Stálfjall. De lavede i alt fem miner, hvoraf den længste går ca. 80 meter ind i fjeldet.
Minerne ligger på søsiden af fjeldet, og adgangen foregår ad vanskeligt passable stier mellem Ólduskarð i 350 meters højde og en græsklædt slette nær havets overflade. Da vi startede turen, var der tæt tåge, og flere steder måtte vi gætte os til, hvor stien egentlig var.
Skråningerne, vi gik på, var 45–50 grader stejle og virkede næsten lodrette. Flere steder var stenene løse, og man skulle passe meget på ikke at træde forkert og ikke at få skubbet sten løs og starte et stenskred. Jarl fulgte mig tæt og skabte på et tidspunkt lidt dramatik, da han trådte ind foran mig, lige som jeg tog et skridt fremad – jeg faldt over ham!
Heldigvis nåede jeg at dreje mig, så jeg fik vægten ind mod klipperne og ikke ud i det blå. En lille rutsjetur på en meter og en del skrammer på det ene ben var resultatet. Jarl havde ikke fået nogen skrammer og var hastigt gået nogle meter længere ned ad fjeldet, hvorfra han kiggede på mig med sit altid rolige og milde blik.
Han havde i øvrigt en sjov adfærd: Når det blev varmt, søgte han efter vandpytter og vandløb. Ikke umiddelbart for at drikke vandet, men for at ligge i det og køle af.
Under vores opstigning var Jarl klatret noget højere op end mig, og jeg fandt senere ud af, at han havde fundet en vandpyt. I et forsøg på at komme til at ligge ned og køle sig selv af i pytten begyndte han at grave diverse klippestykker væk.
Det blev jeg opmærksom på, da det første stykke kom flyvende og landede lige foran mig. Et stenskred på en stejl skråning med rullesten var ikke lige lykken – specielt ikke fordi jeg vidste, at vi havde en del af gruppen ca. 100 højdemeter under os.
Jeg tror aldrig, at Jarl har hørt nogen brøle af ham på dansk før. Men han forstod meningen, eller også blev han bare overrasket og holdt op med at grave. Der skete heldigvis ikke mere, og da jeg nåede op til ham, lå han i en lille strøm af vand og kiggede undrende på mig.
Det blik han sendte, mandede til ro og er en karakteristik ved Jarl, som alle der har mødt ham, har bemærket. Jarl var i øvrigt en hund, som alle kendte – i hvert fald alle med interesse for den islandske fårehund og også alle inden for rallysporten i Danmark.
Jarl er også ret kendt i Norsk Lundehunde-regi. Det skyldes, at hans datter Ísrima Ljúfa Loppa indgik i Norsk Lundehundeklubs og Norsk Kennelklubs krydsningsprojekt, hvis formål er at øge den genetiske variation hos norsk lundehund.
En hanhund fra Loppa er indtil nu den eneste projekthund med islandske fårehunde-gener, som er blevet indmønstret og godkendt til videre avl. Han er i dag far til 12 hvalpe og har også afkom, som er gået videre i avl. Jarl er på den måde bedstefar, oldefar og tipoldefar til både islandske fårehunde og norske lundehunde.
Jeg havde planer om, at Jarl skulle være den ældste hund i Danmark, som nogensinde var stillet op til en schweiss-sporprøve. Vi nåede det aldrig og nøjedes med at træne helt til efter, at Jarl var fyldt 16 år. Jarl var senior, da han første gang var med i skoven og træne spor.
Jeg kommer til at grine, når jeg tænker på den allerførste gang, vi var i skoven for at træne spor.
Jeg havde en træningsmakker til at holde Jarl, og han så derfor, at jeg forsvandt ind mellem træerne for at lægge blodsporet. Jeg gik i et omvendt “U” og kom ud til vejen igen bag ved Jarl.
Han stod i strakt line i den retning, jeg var gået, og da jeg kom op på siden af ham, kiggede han kort på mig og signalerede, at vi skulle fremad for at finde mig. Vi gik sporet, og da vi kom frem til slut, hvor jeg havde lagt nogle godbidder, blev han helt overstrømmende og hoppede op ad mig – jeg er sikker på, at han signalerede “fuuundet!”
I starten ville han kun søge et spor, hvis min fært også var i det. Med tiden lærte han dog, at det var blodet, han skulle søge, og at det var det, som gav den bedste belønning. Om han ville have klaret en egentlig sporprøve, må ligge hen i det uvisse, men måske får jeg chancen for at afprøve noget af hans afkom en dag.
Nu tænker du nok, at med den alder Jarl havde, må hans afkom da også allerede være seniorer eller måske endda døde. Du har egentlig ret – og så alligevel ikke. Jeg var nemlig så forudseende, at jeg i 2016 tappede sæd fra Jarl, som i dag er frosset ned.
Selvom Jarl på det tidspunkt var tæt på at være ni år gammel, var sæden – både ved tapningen og ved kontroloptøningen – af topkvalitet. Jeg ser frem til, at jeg måske om et par år kommer til at bruge noget af det på min seneste tæve, Dögg, som jeg har importeret fra Norge.
Vi har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, og udover at have lært rigtig meget af Jarl, føler jeg mig privilegeret, når jeg tænker på de fantastiske oplevelser, vi har haft sammen i Island, Norge og Danmark.
Tak for rigtig mange gode år. Bless bless, Sjáumst!
Æret være Sindra Jarls minde (07.02.2008 – 08.04.2026)
