Foto: Shutterstock

– En udstationeringsaftale kan være en god idé, hvis aftalen er fair for alle parter. Det kan betyde, at man som opdrætter får mulighed for at holde ”flere potentielle bolde i luften” – selvom man ikke har mulighed for at inkludere flere hunde i den flok, man har på sin egen matrikel, forklarer Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i DKK og tovholder for kennelkontaktordningen, som årligt aflægger flere hundrede kennelbesøg.
– Det kan være stressende og upraktisk at have flere hanhunde under sammen tag, både når der er tæver i løbetid, og fordi hanhunde i samme aldersklasse kan konkurrere og udfordre hinanden og give stressende gnidninger i dagligdagen. Og så giver det jo god mening at overveje udstationering af en eller flere hanhunde – det er ofte til glæde for både hunden, opdrætteren og udstationeringsværten.

– Udstationering af tæver, der påtænkes at skulle have hvalpe, er i sagens natur en anden og mere kompleks størrelse, som kræver mere af alle parter, uddyber Lise Lotte Christensen.

Tillid og samarbejde er alfa og omega

– Som regel indgås en udstationeringsaftale mellem en opdrætter og en vært, som opdrætteren kender godt i forvejen. Det er de færreste opdrættere, der er interesseret i at ”sende en hund på foder” hos en fremmed, der direkte ringer og efterspørger muligheden. Omvendt bør alarmklokkerne ringe hos den, der er på markedet efter at købe en hundehvalp og i samme moment får tilbudt en ”gratis” hvalp på udstationeringsvilkår af en opdrætter, man ikke kender, fortæller DKK’s adfærdskonsulent.

– Når man som opdrætter placerer en potentiel avlshund hos en privat familie, ønsker de fleste, at udstationeringsværten ikke bor for langt væk, så det er nemmest muligt at hente og bringe til konkurrencer, udstilling og parring – men også for at kunne være i nærheden for at hjælpe med evt. pelspleje, træning og med at løse problemer, hvis de skulle opstå. Ligesom det er vigtigt, at opdrætter har et rigtigt godt forhold til udstationeringsværten – og at aftalen indgås efter fælles interesse og i god dialog. Tillid og det gode samarbejde er alfa og omega for, at en udstationeringsaftale bliver en god oplevelse. Som opdrætter skal man stole på, at værten passer godt på ens hund, og som vært skal man have tillid til, at opdrætter lever op til sit ansvar og sætter en aftale op, der er fair for alle parter. For ”en gratis hund” får man altså ikke som udstationeringsvært: Du forpligter dig til at leve op til din del af aftalen, og det den indebærer; har du f.eks. forpligtet dig til at lade hunden rejse med på udstilling i den anden ende af landet – eller på den anden side af jorden – eller når det er tid til hvalpekuld, så har du altså pligt til at overlade hunden til opdrætteren. Og det kan jo være flere måneder ad gangen. Og eventuelt også flere gange i hundens levetid. Når opdrætteren efter nogle år har benyttet hunden til de formål, der er aftalt, overgår ejerskabet til udstationeringsværten.

Læs også: Fra bladet: Udstationeringsaftaler - Frihed under ansvar

Accepter aldrig en mundtlig aftale

– Som hundenes forening vil DKK altid og allerførst have fokus på hundenes tarv. For at minimere risikoen for at uenighed skal opstå, har DKK altid opfordret til, at begge parter spiller med fuldstændig åbne kort, og at man diskuterer aftalens vilkår helt ned i detaljen, så der ingen tvivl er om, hvem der afholder de forskellige udgifter, og hvilke rettigheder og pligter der er pålagt den enkelte.

Lise Lotte Christensen understreger:

– Hvad enten du er opdrætter eller hvalpekøber, skal du aldrig sige ja til at blive udstationeringsvært uden at have en skriftlig aftale. Det gælder også, hvis I i forvejen er gode venner, og I stoler fuldt og fast på hinanden, for man ved aldrig, hvad der kan ske i fremtiden. Trods alle gode intentioner kan det gå galt, og det er nemt at blive uvenner, hvis der opstår tvivl om, hvem der skal betale hvad, og hvilke rettigheder de to parter hver især har. Når man har med hjerteblod og passionerede mennesker at gøre – eller endnu værre; når man først sidder med en sød og blød hundehvalp i favnen – er det svært at lade følelser være følelser og diskutere kroner, ører og juridiske og alverdens detaljer. Men det skal man. Og naturligvis i god tid inden, hvalpen er klar til at flytte hjemmefra.

Urimelige aftaler

Læs også: Soldat knyttet til hjemløs hvalp

DKK’s erfaring viser, at det netop ofte er her, kæden hopper af. I langt de fleste af de udstationeringssager, der er endt på skrivebordet hos DKK’s jurist, Charlotte Vinter Dal, har udstationeringsværterne enten ikke forstået omfanget af det, de har sagt ja til, eller har måske først fået præsenteret aftalen, når de sidder med hvalpen i armene og skal have den med hjem – og så er det svært at sige nej.

– Nogle opdrættere er bare over tid blevet for ”grådige” og kræver et helt urealistisk stort antal kuld eller hvalpe og pålægger bod, bål og brand, hvis ikke værten lever op til kravene. Vi har også oplevet opdrættere, der fremstiller en udstationering som en ”gratis hund” og glemmer at nævne ”alt det med småt”. Eller opdrættere, der har tilbudt at sælge en hvalp, men når hvalpen så er afhentningsklar, kan hvalpekøberen alligevel ikke få lov at få den med hjem – medmindre vedkommende accepterer det, der tenderer en ren bondefangeraftale, der betyder, at hunden skal lægge krop til x-antal parringer, plus at man som udstationeringsvært tager det fulde ansvar for fødsler, hvalpekøberhåndtering og i øvrigt lader hvalpene fra x-antal kuld vokse op i ens hjem. Alt sammen for udstationeringsværtens regning. Alt imens betalingen for hvalpene går direkte i opdrætters lomme. Så kan det hurtigt blive en dyrekøbt fornøjelse at få en ”næsten gratis” hund med hjem, forklarer Lise Lotte Christensen.

Når det går galt

Men det er ikke kun de få brodne kar, der kan ødelægge udstationeringsidyllen for det store flertal.

– Nogle opdrættere har en lidt mere ”businesslike” tilgang til hundeopdræt og tænker måske ikke over, at det kan være svært for ”almindelige mennesker” at undvære deres familiehund i længere perioder – og glemmer derfor fuldstændig at oplyse om det. Nogle tæver egner sig desuden supergodt i rollen som avlstæve og tilpasser sig nemt fra den ene dag til den anden, hvis hvalpene skal fødes og opvokse hos opdrætter. Måske ses opdrætter og udstationeringsvært ofte privat, og måske bliver hunden trimmet eller passet i ferier hos opdrætter og er derfor vant til at komme i kennelen. For andre tæver – og dermed også for deres udstationeringsværter – er det en voldsomt stressende situation at være drægtig, har måske en svær drægtighed, er småt-spisende og måske trist, stresser over at blive flyttet eller fungerer slet ikke i det setup, den skal være i de næste to måneder, mens hvalpene vokser op. Nogle kan slet ikke håndtere skiftet fra måske enehund i parcelhusets rolige sofahjørne og familieidyl til et større hundehold og måske kennelforhold. Alene det, at tæven skal igennem en fødsel, som kan gå galt, eller at skulle undvære tæven i længere perioder er for nogen en helt forfærdelig situation – men alt det kan man ikke vide, før man står i det. Nogle udstationeringsværter nægter pure, at det er den aftale, de skulle have købt ind på – selvom opdrætter mener at have oplyst helt loyalt om fordele og ulemper. Hvad gør man så? Og hvem har ret, hvis ikke aftalen er nedfældet på papir? Ofte hører vi på DKK, at der har været en ”ubalance i magtforholdet”, hvor truslerne hænger i luften; og sådan kan det nemt føles, når man som udstationeringsvært igennem en længere periode har åbnet sit hjem og hjerte for en hund, fortæller hun og fortsætter:

– Det er på forhånd en tabersag, og det bliver aldrig et lykkeligt liv for nogen af parterne. DKK’s udgangspunkt er, at en udstationeringsaftale skal være en ”win-win-win” for alle parter: for opdrætteren, for udstationeringsværten og ikke mindst for hunden. Derfor er en retfærdig aftale på skrift den eneste rigtige tilgang – uanset om det er DKK’s aftalepapir, der bruges eller ej.