McKenzie og jeg får os en snak på trappestenen. Jeg elsker dette foto, fordi man kan se, hvordan hun kigger på mig, som om hun forstår hvert et ord, der kommer ud af munden på mig. Foto: Mette Søndergård

Jeg ventede 12 år på Kimba, for jeg ville ikke have hund, før jeg fik skiftet min lejlighed ud med et hus. Underskriften var knap sat på købskontrakten, inden jeg kontaktede en familie, som havde et køkkenopdræt af en blanding mellem golden retriever og samojedehund.

Siden jeg var seks år gammel og blev betaget af en hvid tegneserieløve, havde jeg vidst, at min første hund skulle hedde Kimba. Det hed løven nemlig. Tegneserieløven var en han, men den hvalp, der kravlede op i skødet på mig, første gang jeg satte mig på gulvet i en fremmet families hus, var en hunhund, men navnet var ikke til forhandling.

Da jeg anden gang kom til familiens røde murstenshus, var det for at hente Kimba med hjem. Sommerfuglene flaksede i maven, og tankerne løb så stærkt rundt i hovedet på mig, at jeg blev helt svimmel. Vil hun genkende mig? Vil hun blive glad for at se mig? Vil hun føle, at jeg bortfører hende fra hendes familie? Min nervøsitet var ubegrundet. Da hoveddøren blev åbnet, styrtede Kimba ud af huset og hoppede direkte op i favnen på mig. Jeg fældede en lille tåre af både lettelse, taknemmelighed og frygt, for jeg vidste i det sekund, at Kimba en dag ville blive mit sværeste farvel.

To hunde var dobbelt lykke
Kun seks uger efter at Kimba kom ind i mit liv, fik vi selskab af Kopernikus, som var en zobelfarvet welsh corgi pembroke. Min mand og jeg var lykkelige helt ind i hjertet. Hundene blev vores ét og alt, og vi planlagde vores liv omkring de to guldklumper. Vores familie sagde: ”Jeres hunde er jo jeres børn,” så jeg troede, de forstod, hvad vores hunde betød for os. Men sådan skulle det ikke vise sig at være.

Kopernikus (t.v.) og Kimba (t.h.) leger med bold i haven, men stopper kort op til ære for fotografen. Foto: Mette Søndergård

En frygtelig besked
Kimba var otte år, da jeg en dag mærkede, at hendes hals virkede lidt hævet. Jeg spurgte min mand, om ikke han ville køre til dyrlægen for at få det tjekket. Jeg var overbevist om, at jeg nok bare var lidt pjevset, men for en sikkerheds skyld. De kom tilbage en god time senere. Kimba havde fået taget en blodprøve, og vi ville få resultatet snarest. Umiddelbart var der ingen grund til bekymring, og vi tog begge på arbejde næste morgen.

”Mette, din mand har prøvet at ringe til dig flere gange, men du tager ikke telefonen.” Min kollega Lene stod i døren og kiggede på mig. ”Han vil gerne have, at du ringer til ham.” Jeg nikkede langsomt. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg tog telefonen og glemte næsten at trække vejret.

 ”Ved du godt, at hvis en voksen mand sidder og græder på hovedbanegården, er der ingen, som reagerer?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men en mærkelig lyd undslap alligevel mine læber. Min mand fik snøftende sagt: ”Kimba har lymfekræft. Hun lever højst et par uger.”

Kopernikus står under Kimba i vores køkken. Foto: Mette Søndergård

Læs også: Podcast: Anne-Marie Lorentzen og Tab af Kæledyr

Vores sidste dage sammen
Vi græd og græd, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om Kimba kunne mærke, hvor ulykkelige vi var. Det var en tirsdag, og onsdag tog jeg på arbejde, mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Min chef sagde, at jeg bare skulle tage hjem, men jeg svarede, at jeg havde brug for at tænke på noget andet. Alligevel gik der kun en time, før jeg sad i bilen på vej hjem, for jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder.

Dyrlægen havde fortalt os, at der ikke var nogen vej udenom, og at Kimba kun ville få flere smerter. Vi besluttede at give hende en sidste weekend fuld af kærlighed og ro, før hun skulle have fred. Torsdag kunne vi næsten ikke se hende i øjnene, for sorgen havde allerede taget over.

Fredag morgen gik vi en tur og så et rådyr på marken. Det syn har sat sig i mig, og selv efter seks år triller tårerne, mens jeg skriver det her. Jeg husker lyden af dyrlægens bil på grusvejen, hvordan hver sten syntes at råbe, at nu var det nu. Alt i mig strittede imod, men jeg gik ud og åbnede døren.

Kimba sad i sin gule sofa, hvor vi plejede at ligge sammen om aftenen. Hun var glad, og jeg gav hende hendes yndlingsgodbidder, mens Kopernikus stille holdt øje med os. Min mand og jeg aede hende og talte roligt til hende, mens hun fik sine sprøjter, og så var hun væk.

Blomster og larmende tavshed
Allerede næste dag gav vi den triste besked videre. Min mands kollegaer sendte blomster, og den buket har haft den største betydning for mig i mit liv. En veninde ringede til mig, og selvom jeg knap kunne tale, så betød hendes opkald alverden. Min svigerfamilie hverken kondolerede eller nævnte vores tab, da jeg første gang skulle ud at spise hos dem efter Kimbas død, og da jeg senere fortalte, hvor dyb min sorg over Kimba var, fik jeg himmelvendte øjne og hovedrysten som respons.

Jeg delte en artikel på Facebook, der handlede om hvordan det at miste et kæledyr kan gøre lige så ondt som at miste en nær slægtning. Et familiemedlem reagerede med kommentaren: ”Mener du virkelig det?” efterfulgt at en grædende emoji. Lige netop den kommentar ramte mig hårdt, fordi jeg havde støttet den person i hendes sorg, og nu gjorde hun ikke det samme for mig. Tværtimod. Hun fik mig til at føle, at min sorg var uberettiget og skamfuld, og at min kærlighed til Kimba var ligegyldig.

Med hunde som støtte
I mange måneder efter Kimbas død var det eneste, jeg kunne overskue at være sammen med Kopernikus. Han havde slidgigt og krævede masser af opmærksomhed og ugentlige behandlinger på dyrehospitalet, hvor han gik på vandløbebånd, fik laserterapi og akupunktur. Jeg sagde mit job op, så jeg kunne være mest muligt sammen med ham, og vi fik en hvalp, som både kunne holde ham med selskab og lære af ham. Desværre nåede vi kun at have dem sammen i fire måneder, inden vi blev nødt til også at give slip på Kopernikus.

Vores hvalp, McKenzie, var en meget kontaktsøgende sanktbernhardshund, som elskede at kigge os dybt i øjnene. Faktisk var hun så insisterende, at hun daskede til mig med sin ene forpote, hvis jeg ikke kiggede hende i øjnene, når hun ville kommunikere med mig. På besynderligste vis var jeg aldrig i tvivl om, hvad hun sagde med sit blik – såsom at hun var utilfreds med at være alenehund. Derfor kom endnu en blanding af en golden retriever og samojedehund ind i vores liv. Ham navngav vi Montgomery. Båndet mellem McKenzie og Montgomery var stærkt og inspirerende, og de to hundes glæde og leg tændte et lys i mit mørke.

McKenzie (t.v.) og Montgomery (t.h.) blev hurtigt bedste venner og lå ofte så deres forpoter rørte hinanden. Foto: Mette Søndergård

Læs også: Dronning Elizabeth i dyb sorg

At skrive med sorgen som muse
Jeg savnede Kimba og Kopernikus så meget, at det gjorde fysisk ondt. Jeg måtte gøre noget, for at hive mig selv op af det hul, jeg var landet i, for både min egen og McKenzie og Montgomerys skyld. Det resulterede i, at jeg satte mig for at skrive en bog.

Skriveprocessen var en følelsesmæssig rutsjebanetur, der flere gange slog luften ud af mig, men jeg holdt stædigt fast. McKenzie og Montgomery fik mig til at smile med deres blotte tilstedeværelse, og det fik mig til at indse, at det var okay at grine, selvom jeg var i sorg, ellers ville livet og den opgave jeg havde sat mig for simpelthen blive uudholdeligt. Jeg skrev i knap fire år. Herefter begyndte redigeringen, jagten på beta-læsere og kampen for at få en forlagsaftale. Midt i den kamp blev McKenzie syg, kun fem år og ni måneder gammel.

Jeg holdt McKenzies kæmpe hoved i mine hænder og kiggede hende i øjnene. Inden hun lukkede dem for sidste gang, sendte hun mig et blik, der sagde, at jeg skulle slippe den vrede og skuffelse, der blev forværret af den manglende omsorg og empati fra min familie. I det øjeblik føltes det som om, at McKenzie gjorde mig en sidste tjeneste: hun befriede mig fra den byrde, som miskendt sorg er og tog den med i døden.

Dette foto kalder jeg ”Yougazer” efter en sang af Alex Vargas. Det er et af mine yndlingsfotos af McKenzie, fordi det fortæller noget om, hvordan hun insisterede på at kigge mig i øjnene – også selvom der var et mobilkamera mellem os. Foto: Mette Søndergård

Den italienske forfatter Natalia Ginzburg skrev engang: "Du må se i øjnene, at du ikke kan håbe på at trøste dig selv ved at prøve på at skrive dig ud af din sorg." Og jeg må give hende ret. At skrive fik ikke min sorg til at forsvinde. Til gengæld skrev jeg med sorgen som muse, og nogle helt specielle hunde blev inspirationen til en bog, som måske en dag kan støtte en anden, der sørger dobbelt, fordi deres nærmeste ikke forstår, hvor ondt det gør at sige farvel til sin hund.

McKenzie og jeg nyder en stille stund på bænken på vores gårdsplads. Som det naturligste i verden hoppede McKenzie op på bænke, spisestuestole, lænestole og sofaer for at sidde tæt ved siden af mig. Foto: Mette Søndergård

Kilder:
Lavorgna, B. F., & Hutton, V. E. (2019). Grief severity: A comparison between human and companion animal death. Death Studies, 43(8), 521-526

Kitowska, A., H. Sørensen, M., Skødstrup, M. E., Danielson, N., Brandenborg, P., Langergaard, S., & Hansen, T. G. B. (2022). Comparing grief over people and pets. Poster presented at 30th anniversary conference of the International Association of Human Animal Interaction Organizations.

Læs også: Verdens ældste dyrekirkegård fundet