Firbenet fest i Fredericia

06-02-2024 11:28, af Anne Cecilie Sohl

Vær med når Dansk Kennel Klub i den kommende weekend den 10.-11. februar slår dørene op for årets første hundeudstilling. Udstillingen finder sted i Messe C i Fredericia og med knap 3.000 hunde tilmeldt over de to dage bliver det en kæmpe hundefest, hvor du er garanteret en overdosis af logrende og pelset kærlighed. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Wiegaarden

I weekenden den 10.-11. februar danner Messe C i Fredericia ramme for årets første hundeudstilling og det bliver to dage fulde af kærlighed og dedikation til verdens bedste firbenede venner. Dansk Kennel Klub er Danmarks største interesseorganisation for hunde og hundeejere, og udstillingen i Fredericia er den første af årets seks udstillingsweekender, hvor hundeejere mødes for at hygge sig i fællesskabet om deres højt værdsatte hunde.

Hundeudstillingen er først og fremmest en kvalitetsbedømmelse af hundene, hvor en erfaren eksteriørdommer ser på hundene en ad gangen. Dommeren vurderer hundene bl.a. ud fra deres alder, køn, racesærpræg, kropsbygning, pelskvalitet og bevægelser, og det udmunder sig i en præmiering. De vindende hunde konkurrerer sidst på dagen i det prestigefyldte ”Best in Show”. Foruden ”dyrskue-oplevelsen” kan du gå på opdagelse i masser af stande, hvor du kan købe alt muligt fantastisk udstyr, foder, tøj og ting som en hundeelsker – og hund – kunne ønske sig.

Stort og småt, korthåret og langhåret

Med knap 3.000 hunde fordelt over 250 forskellige hunderacer vil der være rig mulighed for at opleve mange forskellige typer hunde; nogle med korte ben og nogle med lange ben, nogle med kort pels og nogle med lang pels, nogle der er lavet til at hyrde får og nogle der er lavet til jage i rævegrave. Alle hunderacer har deres helt eget specifikke formål og deres eksteriør er afstemt derefter. Og det er netop dét, der er dommerens opgave at vurdere: er den pågældende hund bygget anatomisk korrekt til dens specifikke brugsformål og har den temperamentet til det?

Om lørdagen kan du f.eks. opleve to typer kortbenede hunderacer, nemlig hydehunderacen welsh corgi og jagthunderacen gravhunde, der begge oprindeligt er avlet til at arbejde tæt ved eller i jorden og dermed har god gavn af deres korte statur. Samme dag kan du også opleve stående jagthunde som f.eks. irsk setter eller ruhåret hønsehund, der alle er langbenede hunderacer, fremavlet til at arbejde på marker over store distancer og altså har brug for lange ben til at bevæge sig mest effektivt, når de afsøger større jagtområder for vildt.

Om søndagen kan du f.eks. opleve de tykpelsede, tunge molosser, såsom berner sennenhund og newfoundland, der oprindeligt er avlet til at være arbejdshunde i kolde temperaturer i f.eks. bjerge eller vand og har brug for pelsen til at beskytte mod kulden. Du kan også opleve de langørede hounds, såsom basset hound og beagle, der mest af alt elsker at bruge deres næser og bruger de lange ører til at fange og fastholde dufte.

Alt i alt er weekendens udstilling en glimrende anledning til at opleve alverdens forskellige hunderacer og til at få øjnene op for de mange formål, hundene er fremavlet til at understøtte.

En hund til hele familien

Du kan ikke købe en hund på en hundeudstilling, men du kan blive meget klogere på, hvad det er for et lille pelset kræ, du eller børnene er på vej til at forelske jer hovedkulds i. Og måske falder du i snak med en opdrætter af netop den race du er interesseret i.

— En hundeudstilling en virkelig god lejlighed til at lære de forskellige racer at kende og få en snak med de mennesker, som kender racerne bedst. Det giver en større sikkerhed for, at du får valgt en hund, som passer til hele familien, fortæller adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen.

Selv om hundeudstillinger ofte sammenlignes med skønhedskonkurrence for hunde, er det vigtigste ved valg af hund slet ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er – og hvordan det som hunden oprindeligt er skabt til, passer til dig og din familie.

— Det er en klassisk brøler, at man køber hund efter udseendet og ikke har sat sig ind i »indholdsfortegnelsen«. De enkelte racer ser ikke kun meget forskellige ud - de er også vidt forskellige indvendigt. Så kom gerne til Fredericia og bliv klogere på det, opfordrer Lise Lotte Christensen.

Dét for børn – og barnlige sjæle

Til børnene, der er med på udstillingen, vil der være masser af sjov at finde i Dansk Kennel Klub’s Hund & Familie-stand. Her kan børn og barnlige sjæle udfolde deres kreative sider gennem perleplader, nøgleringe og tegninger. I anledning af fastelavn vil det også være muligt at dekorere sit eget fastelavnsris, lave en fastelavnsmaske og ”komme i forklædning” med ansigtsmaling eller børne-tattoo om søndagen.

Mens børnene er kreative, kan forældrene f.eks. benytte ventetiden til at få en snak om valg af hund, livet med hund og også opdræt af hund, hvis man skulle gå med en hvalpekuld-drøm, men tvivl om hvor det er godt at starte.

Fakta
Hvor, hvornår og hvordan?

Udstillingens adresse:

Messe C Fredericia, Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia.
Udstillingen foregår indendørs.

Åbningstider:

Indgangen åbner kl. 08.30, og bedømmelserne starter kl. 10.00 begge dage.
Bemærk, at det er forskellige hunderacer, der udstilles hhv. lørdag og søndag. Se i dokumentet ”Ringliste”, hvilke racer der udstilles hvilken dag: 

Billetpriser:

Voksne: kr. 65,- pr. dag.
Børn: 6-12 år: kr. 15,- pr. dag.
Børn under 6 år: gratis.
Familiebillet: kr. 130,- (gælder for 2 voksne + op til 3 børn).
Entré for gæstehund: kr. 36,-

Læs også

Nyhedsvagt

Har du en nyhed eller en god historie?

Anne Cecilie Sohl

Nyhedsvagt

Anne Cecilie Sohl

acs@wiegaarden.dk

Skriv til os

Mest læste

7 vigtige symptomer på sygdom, som du skal holde øje med

14-01-2022 15:00, af Astrid Gerd Holtet

Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende   

Beskyt dit kæledyr mod flåtbårne sygdomme

16-04-2024 08:37, af Anne Cecilie Sohl

I takt med at temperaturerne stiger, stiger risikoen for flåtbid hos både dyr og mennesker. Derfor er det nu tid til at være ekstra opmærksom på flåter og de farer, de udgør for vores kæledyr, advarer dyrlæge, der samtidig giver gode råd til, hvordan du bedst beskytter dine firbenede venner mod de flåtbårne sygdomme, der kan have alvorlige konsekvenser for din hunds og kats helbred.

Danskerne bekymrer sig mere om deres kæledyr end om familie

25-04-2024 08:24, af Anne Cecilie Sohl

”Lykken er en varm hundehvalp”, sagde ”Radisen” Søren Bruun. Men nu viser en ny undersøgelse, at det ikke kun er lykke og glæde man investerer i, når man inkluderer en hund eller kat i familien - man får også en stor portion bekymring med i købet. 

10 tegn på kræft hos hunde

26-06-2021 10:10, af Astrid Gerd Holtet

Ti vigtige tegn på kræft hos hunde, som du ikke må overse

Rekordmange tilmeldte til hundeløb i Thyregod

18-04-2024 08:00, af Anne Cecilie Sohl

Små to måneder før Lilleskov Slot ved Thyregod ved Give igen lægger have til K9 Biathlon for alle DM og Dacia Cup er der slået deltagerrekord.

Pas på dine kæledyr blandt forårets farer

19-04-2024 12:56, af Anne Cecilie Sohl

Forårets varmere vejr får de fleste af os til at tilbringe mere tid udendørs. Vejrskiftet betyder dog også, at kæledyrsejere skal være ekstra opmærksomme på en række farer, som kæledyrene kan støde på i forårs- og sommermånederne, lyder det fra dyrlæge.

Seniorhunden – 10 ting der sker når hunden bliver gammel

15-10-2017 12:03, af Astrid Gerd Holtet

Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden. 

Husk at sende jeres bedste billede til fotokonkurrencen

16-04-2024 11:14, af Anne Cecilie Sohl

Hver måned kårer vi månedens bedste læserfotos i Magasinet HUNDEN. Husk at sende jeres bedste billeder ind inden den 20. i måneden 

Dyreværnet tager gratis imod dit dyr

16-06-2020 08:46, af Bjarke Kirkegaard Nielsen

Halter økonomien eller er dyreholdet vokset dig over hovedet, så kan du i denne og næste uge gratis indlevere dit dyr hos Dyreværnet

Når immunsystemet angriber

16-05-2022 08:55, af Astrid Holtet

Immunmedieret thrombocytopeni hos hunde er en sygdom, hvor immunsystemet angriber og ødelægger hundens blodplader